Indledning — afsnit 1
Vi mener, at det er vores ansvar inden for vores respektive fagområder at beskæftige os med de farligste og mest ødelæggende aktiviteter, vores art udøver: vold og krig. Vi anerkender, at videnskaben er et menneskeligt kulturprodukt, som hverken kan være endeligt eller altomfattende. Vi takker myndighederne i Sevilla og repræsentanterne for den spanske UNESCO-kommission for deres støtte. Vi, de underskrivende forskere fra hele verden og fra relevante videnskabelige discipliner, har mødtes og er nået frem til følgende erklæring om vold. Heri udfordrer vi en række påståede biologiske forskningsresultater, som selv nogle inden for vores egne fagområder har brugt til at retfærdiggøre vold og krig. Da disse påstande har bidraget til en pessimistisk stemning i vores tid, mener vi, at en åben og velovervejet afvisning af dem kan yde et væsentligt bidrag til Det Internationale Fredsår.
Indledning — afsnit 2
Misbrug af videnskabelige teorier og data til at retfærdiggøre vold og krig er ikke noget nyt, men har fundet sted siden den moderne videnskabs fremkomst. Evolutionsteorien er eksempelvis blevet brugt til at retfærdiggøre ikke blot krig, men også folkedrab, kolonialisme og undertrykkelse af de svage.
Indledning — afsnit 3
Vi fremlægger vores standpunkt i form af fem påstande. Vi er klar over, at der findes mange andre spørgsmål om vold og krig, som med fordel kunne behandles ud fra vores fagområder, men her begrænser vi os til det, vi betragter som et særdeles vigtigt første skridt.
Påstand 1 — afsnit 1
DET ER VIDENSKABELIGT FORKERT at hævde, at vi fra vores dyriske forfædre har arvet en tilbøjelighed til at føre krig. Selv om kampe er udbredte blandt dyrearter, er der kun rapporteret ganske få tilfælde af ødelæggende kampe mellem organiserede grupper af samme art hos arter, der lever under naturlige forhold. Ingen af disse tilfælde omfatter brug af redskaber, der er særligt fremstillet som våben. Almindelig jagt, hvor rovdyr lever af andre arter, kan ikke sidestilles med vold mellem individer af samme art. Krigsførelse er et særligt menneskeligt fænomen og forekommer ikke hos andre dyr.
Påstand 1 — afsnit 2
At krigsførelse har ændret sig så radikalt gennem tiden, viser, at den er et produkt af kultur. Den biologiske forbindelse går først og fremmest gennem sproget, som muliggør koordinering af grupper, overførsel af teknologi og anvendelse af redskaber. Krig er biologisk mulig, men ikke uundgåelig. Det fremgår af variationerne i dens forekomst og karakter på tværs af tid og sted. Der findes kulturer, som ikke har ført krig i århundreder, og kulturer, som ofte har ført krig i nogle perioder, men ikke i andre.
Påstand 2
DET ER VIDENSKABELIGT FORKERT at hævde, at krig eller nogen anden voldelig adfærd er genetisk programmeret ind i menneskets natur. Selv om generne indgår på alle niveauer af nervesystemets funktion, giver de et udviklingspotentiale, som kun kan realiseres i samspil med det økologiske og sociale miljø. Mennesker er forskellige med hensyn til, hvor meget erfaringer påvirker dem, men deres personlighed bestemmes af samspillet mellem deres genetiske forudsætninger og de forhold, de vokser op og får omsorg under. Bortset fra sjældne sygdomstilstande skaber generne ikke individer, som nødvendigvis er tilbøjelige til vold. De bestemmer heller ikke nødvendigvis det modsatte. Generne er med til at etablere vores adfærdsmæssige muligheder, men fastlægger ikke i sig selv udfaldet.
Påstand 3
DET ER VIDENSKABELIGT FORKERT at hævde, at der under menneskets evolution har været en stærkere udvælgelse af aggressiv adfærd end af andre adfærdsformer. Hos alle velundersøgte arter opnås status i gruppen gennem evnen til at samarbejde og udfylde sociale funktioner, som er vigtige for gruppens struktur. 'Dominans' omfatter sociale bånd og tilknytning; det handler ikke blot om at besidde og bruge større fysisk styrke, selv om aggressiv adfærd også spiller en rolle. Når dyr kunstigt er blevet udvalgt med henblik på aggressiv adfærd, har det hurtigt frembragt usædvanligt aggressive individer. Det viser, at aggression ikke er blevet udvalgt i størst muligt omfang under naturlige forhold. Når sådanne eksperimentelt frembragte, stærkt aggressive dyr indgår i en social gruppe, forstyrrer de enten dens sociale struktur eller bliver drevet ud. Vold ligger hverken fast i vores evolutionære arv eller i vores gener.
Påstand 4
DET ER VIDENSKABELIGT FORKERT at hævde, at mennesker har en 'voldelig hjerne'. Selv om vi har det neurale apparat, der gør det muligt at handle voldeligt, bliver det ikke automatisk aktiveret af indre eller ydre påvirkninger. Ligesom hos højere primater, og til forskel fra andre dyr, filtrerer vores højere nerveprocesser sådanne påvirkninger, før vi handler på dem. Vores handlinger formes af den måde, vi er blevet betinget og socialiseret på. Der er intet i vores neurofysiologi, som tvinger os til at reagere voldeligt.
Påstand 5
DET ER VIDENSKABELIGT FORKERT at hævde, at krig skyldes 'instinkt' eller en enkelt drivkraft. Udviklingen af moderne krigsførelse har været en bevægelse væk fra, at følelsesmæssige og motivationsmæssige faktorer, undertiden kaldet 'instinkter', havde den vigtigste rolle, og hen imod, at kognitive faktorer spiller den vigtigste rolle. Moderne krigsførelse indebærer institutionel udnyttelse af personlige egenskaber som lydighed, påvirkelighed og idealisme, sociale færdigheder som sprog samt rationelle overvejelser som omkostningsberegning, planlægning og informationsbehandling. Teknologien i moderne krigsførelse har overdrevet egenskaber, der forbindes med vold, både i træningen af dem, der faktisk kæmper, og i forberedelsen af befolkningens støtte til krig. Som følge af denne overdrivelse bliver sådanne egenskaber ofte fejlagtigt opfattet som årsagerne til processen snarere end dens konsekvenser.
Konklusion
Vi konkluderer, at biologien ikke dømmer menneskeheden til krig, og at menneskeheden kan frigøre sig fra den biologiske pessimismes lænker og få tillid til at gennemføre de forandringer, der er nødvendige i dette internationale fredsår og i årene fremover. Selv om disse opgaver hovedsageligt er institutionelle og kollektive, bygger de også på den enkelte deltagers bevidsthed, hvor pessimisme og optimisme har afgørende betydning. Ligesom 'krige begynder i menneskers sind', begynder freden også i vores sind. Den samme art, som opfandt krigen, er i stand til at opfinde freden. Ansvaret ligger hos hver enkelt af os.
Sted og dato
Sevilla, den 16. maj 1986